FN godkender EU-indsats mod menneskesmugleres både

FN's Sikkerhedsråd har fredag godkendt EU-landenes planer om at stoppe menneskesmuglere med flådeoperationer ud for Libyens kyst.

Planerne indebærer, at flådefartøjer fra EU-landene kan borde, beslaglægge og ødelægge de fartøjer, som menneskesmuglere bruger til at sende tusindvis af flygtninge og migranter mod Europa.

14 ud af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer stemte for forslaget, mens Venezuela afstod fra at stemme.

Hovedparten af de mange mennesker, som flygter fra krig og elendighed i Mellemøsten og Afrika, begiver sig ud på den i mange tilfælde farefulde færd fra Libyen.

Her har menneskesmuglere stort set frit spil på grund af kaos og lovløse tilstande, der har bredt sig, siden Muammar Gaddafi blev afsat som leder af det nordafrikanske land i 2011.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip