FN-inspektører er ankommet til formodet giftgas-område

På vej til området, som angiveligt blev ramt af et giftgasangreb onsdag, blev et køretøj med FNs inspektører beskudt af snigskytter. Ingen kom til skade, men køretøjet kunne ikke længere køre.

Konvojen med inspektørerne ankom til Mouadamiya, som er belejret af Assad-tro styrker, gennem en vejafspærring, som er bemandet af det syriske luftvåben.

En kilde i Informationsministeriet beskylder over for syrisk stats-TV oprørerne - eller »terroristerne«, som de ofte bliver kaldt af Bashar al-Assads regering - for at stå bag skuddene.

»Den syriske regering vil holde de væbnede terroristgrupper ansvarlige for FN-medlemmernes sikkerhed,« udtaler kilden ifølge TV-stationen. Ifølge FN er snigskytterne uidentificerede.

»Det første køretøj med inspektører blev med overlæg skudt mod flere gange af uidentificerede snigskytter,« siger talsmand for FN Martin Nesirky.

Søndag gav Bashar al-Assads regering tilladelse til, at FN kunne sende inspektører til de formodede giftgas-områder nær Damaskus for at undersøge meldinger om, at der er blevet anvendt kemiske våben.

USA og dets allierede har udtalt, at beviserne for brugen af kemiske våben med al sandsynlighed er blevet destrueret, efter Bashar al-Assads styrker har bombet området de seneste fem dage.

Dagens Gossip

Dagens TV