FN inviterer Danmark til at forhandle om fred i Syrien

Skrevet af admin

07/01/2014

Dagens topnyheder

Som et af de lande, der spiller en aktiv rolle i løsningen af konflikten i Syrien, fik Danmark natten til tirsdag en invitation til den kommende fredsproces, den såkaldte Geneve II-konference, om Syrien.

FN udsendte mandag 30 invitationer til konferencen, deriblandt til de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og andre aktører, der har været tæt på konflikten.

- Invitationen til Danmark er en anerkendelse af den aktive rolle Danmark har spillet politisk over for den moderate opposition, humanitært og i arbejdet for at destruere Syriens kemiske våben, siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF).

Det danske krigsskib Esbern Snare sejlede fredag i sidste uge mod den syriske havneby Latakia, hvor det sammen med det norske krigsskib Helge Ingstad skal beskytte to fragtskibe, et dansk og et norsk, der sejler de kemiske våben bort.

Efter planen skal den farlige last sejles til Italien, hvor de kemiske våben skal flyttes over på et amerikansk skib, hvor destruktionen skal finde sted.

Krigen i Syrien har stået på siden foråret 2011, og flere end 100.000 mennesker er dræbt, millioner er sendt på flugt.

- Det er klart, at vi må være realistiske om, hvad det vil være muligt at opnå på den korte bane.

- Konflikten i Syrien er meget kompleks, og det bliver en lang og hård proces at nå frem til en politisk løsning. Men vi skylder den syriske befolkning at presse på og gøre, hvad vi kan, for at dette møde bliver det første skridt mod fred, siger Holger K. Nielsen.

Danmark har siden konfliktens start ydet 461 millioner kroner i humanitær bistand til konflikten i Syrien.

Derudover er afsat 100 millioner kroner til fremme af en politisk løsning, menneskerettighedsprojekter og stabilisering i oppositionskontrollerede områder.

Konferencen indledes efter planen 22. januar i Schweiz.

/ritzau/