FN: Irans rolle ved fredsforhandlinger uafklaret

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

Irans rolle udgør fortsat en besværlig faktor i forbindelse med forberedelserne af fredsforhandlinger i Genève om den syriske konflikt, siger FN's særlige mægler, Lakhdar Brahimi,

USA afviser fortsat at acceptere iranernes tilstedeværelse, når forhandlingerne indledes den 22. februar.

- Om Iran er vi ikke nået til nogen enighed. Men det er ingen hemmelighed, at vi i FN byder Irans deltagelse velkommen, siger Brahimi, som fredag holdt pressemøde i Genève om forhandlingerne.

- Men vores partnere i USA er stadig ikke overbevist om, at Irans deltagelse vil være det rigtige at gøre, pointerer han.

Brahimi siger, at han vil fortsætte et samarbejde med iranske repræsentanter, hvis de ikke bliver officielt inviteret.

Han har fortalt FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, at det ikke nødvendigvis vil ødelægge alting, hvis iranerne ikke kommer, men fortsætter et samarbejde med ham på sidelinjerne.

FN siger, at 30 lande er inviteret til forhandlingerne i Genève, men der er også problemer omkring den syriske opposition, som ikke er nået til enighed om, hvem der skal repræsentere oprørerne.

- Vi har brug for at få en troværdig delegation, understreger Brahimi.

Vestlige diplomater siger i stigende grad, at det er bedre, at præsident Bashar al-Assad forbliver ved magten i Syrien, frem for at landet bliver regeret af militante islamister, siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, til nyhedsbureauet RIA.

- Ikke kun ved private møder, men også i offentlige erklæringer fra nogle af vore vestlige kolleger hører vi denne idé om, at det er en mindre trussel for Syrien, at Assad bliver, end at landet overtages af terrorister, siger den russiske minister i et interview med RIA.

/ritzau/AFP