FN: Islamisk Stat tvinger 85.000 på flugt fra Ramadi

Skrevet af admin

29/05/2015

Mest læste i dag

Omkring 85.000 er flygtet fra byen Ramadi i Irak, efter at Islamisk Stat erobrede den irakiske provinshovedstad for snart to uger siden, oplyser FN.

Det lykkes den militante bevægelse at få kontrol over hovedstaden i Iraks største provins, Anbar, 17. maj, da irakiske styrker trak sig fra byen, hvilket blev kritiseret af USA.

I alt er over 180.000 flygtet fra Ramadi og omkringliggende områder siden begyndelsen af april, siger talsmand William Spindler fra FNs Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, fredag.

Mange flygtninge tvinges til at blive i konfliktområderne, da de irakiske myndigheder holder dem i kort snor.

Naboprovinserne Babil og Karbala har lukket grænserne for flygtninge fra Anbar, og omkring 85 procent af de flygtende befinder sig stadig i Anbar.

Regeringshæren er under pres for at handle hurtigt, så Islamisk Stat ikke når at lægge minefelter og lureminer ud i hele Ramadi, hvilket vil gøre en fremrykning langt mere vanskelig.

Det er en mosaik af forskellige grupper, som er gået sammen om at bekæmpe jihadisterne i Islamisk Stat i Eufrat-dalen.

Politikilder har oplyst, at både shiamuslimske og sunnimuslimske grupper kæmper sammen med regeringshæren i området. De har blandt andet indtaget dele af al-Tash, 20 kilometer syd for Ramadi.

Islamisk Stat angreb Ramadi med blandt andet syv bilbomber, hvoraf nogle ødelagde vigtige sikkerhedsmure.

Ramadi blev indtaget af Islamisk Stat næsten samtidig med, at den radikale bevægelse skabte overskrifter ved at indtage oldtidsbyen Palmyra i Syrien.

Indtagelsen af de to byer er den største succes for Islamisk Stat, siden en amerikansk-ledet koalition sidste år involverede sig i kampen mod bevægelsen.

I april lykkedes det irakiske sikkerhedsstyrker og shiamilitser at generobre byen Tikrit, mens Mosul i nord fortsat er under Islamisk Stats kontrol.

/ritzau/AFP