FN-komité: Danmark bør registrere etnicitet i CPR

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

Danmark bør registrere oplysninger om etnisk baggrund i CPR-registret, så staten i mere kvalificeret grad kan sikre sig, at etniske minoriteter nyder samme rettigheder som alle andre.

Sådan lyder en af flere anbefalinger fra FN's Racediskriminationskomité offentliggjort fredag.

En registrering af etnicitet i CPR vil eksempelvis ifølge komitéen gøre det muligt for regeringen at sikre sig, at dens initiativer til beskyttelse af udsatte grupper rent faktisk fungerer.

Registrering af følsomme oplysninger, som eksempelvis etnicitet, er forbudt ifølge Persondataloven.

Det hedder i den danske lov, at der "som udgangspunkt ikke må behandles følsomme oplysninger" herunder racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning.

Komitéen appellerer samtidig til, at Danmark indarbejder FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination i dansk lov.

Komitéen henviser til et "påfaldende misforhold mellem procentdelen af diskriminerede og det lave antal af anmeldelser".

Danmark peger på, at konventionen er en brugbar kilde ved danske domstole, selvom den ikke er inkorporeret i dansk lov. FN-komitéen konstaterer så, at meget få domme henviser til konventionen.

Danmark har kun indarbejdet en konvention på området, nemlig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Udenrigsministeren glæder sig over, at "komitéen har rost etableringen af en antidiskriminationsenhed og en beslutning om at udarbejde en årlig rapport til Folketinget om menneskerettigheder i Danmark."

- Der bliver gjort meget for at bekæmpelse racediskrimination i Danmark, men det er altid godt at blive set efter i sømmene, så vi kan sikre en endnu bedre indsats, siger Martin Lidegaard (R) i en skriftlig meddelelse.

Danmark indsendte sin seneste rapport til FN-komitéen i juni 2013, og den danske FN-ambassadør i Geneve var til eksamen i komitéen i sidste uge.

Det er på den baggrund, at FN-komitéen nu har offentliggjort sine anbefalinger til den danske regering.

FN's Racediskriminationskomité har til opgave at undersøge staternes overholdelse af forpligtelserne i den internationale konvention, der handler om afskaffelse af alle former for racediskrimination.

FN-racekomité gennemgår hvert fjerde år situationen i medlemslandene. Også internationale ngo'er har adgang til at komme med anbefalinger til de enkelte lande.

/ritzau/