FN kritiserer konklusioner i omstridt Eritrea-rapport

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

Brugen af citater er "selektiv", der er ingen overvejelser om kildernes pålidelighed, og der er rod i, hvem der har sagt hvad.

Sådan lyder nogle af de kritikpunkter, som FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har rejst i forbindelse med den i forvejen stærkt omdiskuterede rapport fra Udlændingestyrelsen om Eritrea.

Det fremgår af et brev fra UNHCR, som er kommet frem i forbindelse med Udlændingestyrelsens redegørelse om sagen til Justitsministeriet, som blev offentliggjort mandag.

Her beskriver UNHCR Udlændingestyrelsens omgang med citater og oplysninger som "selektive", ligesom det påpeges, at direkte citater "kun bruges sjældent" i selve rapporten.

Og så understreger UNHCR højst opsigtvækkende, at rapportens brug af oplysninger fra "et FN-organ" i Asmara slet ikke stammer fra dem.

- UNHCR er ikke det (Asmara-baserede) "FN-organ", der refereres til i rapporten, hedder det blandt andet i brevet fra UNHCR, hvor det direkte fastslås, at flygtningehøjkommissariatet har "en række betænkeligheder" ved rapportens metoder.

Dermed udvides kredsen af kilder, der lægger klar afstand til Udlændingestyrelsens rapport.

I forvejen har professor og Eritrea-ekspert Gaim Kibreab offentligt revset rapporten og sagt, at han føler sig misbrugt. Siden fulgte endnu en kilde, inden også to af rapportens oprindelige hovedforfattere, embedsmænd i Udlændingestyrelsen, sagde fra og kaldte rapporten "makværk".

Ifølge redegørelsen kom initiativet til redegørelsen fra Udlændingestyrelsen selv. Den 12. august orienterede man Justitsministeriet om planen om at undersøge forholdene i Eritrea.

Dagen efter gik daværende justitsminister Karen Hækkerup ud og solgte initiativet som sit eget, garneret med bemærkninger om, at hun ville "sætte ind" over for den voldsomme stigning i antallet af asylansøgere fra det østafrikanske land.

/ritzau/