FN-mægler: Det går trægt med fredsprocessen

Fredsprocessen mellem den syriske regering og den del af oppositionen, som deltager i forhandlingerne i Geneve, står mere eller mindre stille, efter at parterne på ny blev samlet i begyndelsen af denne uge.

Det siger FN's mediator i processen, verdensorganisationens særlige udsending for Syrien, Lakhdar Brahimi, som tirsdag havde samlet begge parter i samme lokale for første gang, efter at delegationerne er vendt tilbage til den schweiziske by.

- Arbejdet i begyndelsen af denne uge har været meget møjsommeligt, ligesom det var tilfældet ved det første møde. Vi gør ikke de store fremskridt, siger Lakhdar Brahimi.

- Det er klart, at hvis der virkelig skal komme skub i det hele, skal begge sider arbejde sammen, og vi skal have en masse støtte udefra, fortsætter den tidligere algeriske udenrigsminister.

Brahimi mødes med repræsentanter fra USA og Rusland fredag i Geneve, og han planlægger at aflægge status til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i løbet af de kommende uger.

Det mest konkrete resultat af de indledende møder mellem oppositionen og regeringen var en våbenhvileaftale for den belejrede by Homs, hvor den humanitære situation er alvorlig.

Aftalen trådte i kraft fredag i sidste uge, og den blev mandag forlænget med yderligere tre dage.

Flere end 1000 mennesker er evakueret fra byen, og nødhjælpskonvojer har - trods enkelte brud på våbenhvilen - været i stand til at levere mad og forsyninger til de hårdt trængte syrere.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip