FN-mægler erklærer fredsmøde for Syrien indledt for alvor

Skrevet af admin

01/02/2016

Dagens topnyheder

Efter en forsinket og forvirret begyndelse er et fredsmøde for Syrien mandag aften omsider "officielt i gang" i Genève, siger FN's mægler i konflikten, Staffan de Mistura.

Mandag har de Mistura holdt møde med repræsentanter for oppositionen. De udskød deres ankomst, da deres betingelser for deltagelse ikke var opfyldt.

FN-mægleren holdt allerede fredag aften det første møde med repræsentanter for præsident Bashar al-Assads syriske styre.

Mens forhandlingerne med Syriens regering og oppositionen står på - i adskilte lokaler - er situationen i Syrien under udvikling.

Mandag har regeringshæren støttet af russiske kampfly genvundet en vigtig forsyningsvej, som oppositionen har brugt ved Aleppo, rapporterer Syriens Observatorium for Menneskerettigheder (SOHR).

SOHR, som har base i Storbritannien, overvåger konflikten gennem et stort net af meddelere i Syrien.

FN-mægleren appellerer til verdens stærke magter om at sætte gang i en dialog med henblik på at aftale en våbenhvile.

Det er ikke de Misturas rolle at gøre dette, siger han på et pressemøde efter forhandlinger med oppositionen High Negotiations Committee (HNC), som omfatter Det Syriske Nationalråd (SNC).

Salem al-Meslet, talsmand for HNC, udtrykker optimisme efter mødet med FN-mægleren. Han garanterer, at HNC vil "stræbe efter at tilslutte sig den politiske proces".

- Vi kom her for at diskutere FN-resolution 2254 med den særlige udsending (for Syrien, red.), ophæve belejringer og stoppe ulovlige russiske luftbombardementer over Syrien. Jeg mener, at vi har fået positive meldinger, siger Meslet ifølge nyhedsbureauet AFP.

Fredsmødet for Syrien i Genève er det første i to år.

Flere af de mest fremtrædende grupperinger i krigen deltager ikke.

Det drejer sig blandt andet om den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat og Nusrafronten, som er knyttet til al-Qaeda.

En kvart million mennesker meldes dræbt i Syrien, hvor folk i 2011 gik på gaden i protest mod regeringen og præsidenten.

Præsident Bashar al-Assads styre valgte at knuse opstanden hurtigt, og snart var det meste af landet ramt af en ødelæggende krig. Store byer er forvandlet til ruiner.

/ritzau/Reuters