FN-medarbejder dræbt i Mali efter angreb på fredsstyrke

Skrevet af admin

25/11/2015

Mest læste i dag

En ansat ved FN's fredsbevarende styrke i Mali er blevet dræbt i et angreb i den nordlige del af landet.

Det oplyser FN-generalsekretær Ban Ki-moon tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ved angrebet blev der benyttet sprængstoffer på vejen fra Goundam til Timbuktu, hvor FN-konvojen kørte.

Angrebet var rettet mod den fredsbevarende operation Minusma, som ledes af den danske generalmajor Michael Lollesgaard, og som Danmark skal yde militært bidrag til.

Ban Ki-moon fordømmer angrebet og understreger, at "sådanne handlinger ikke vil ændre noget i FN's bestræbelser for at støtte Malis folk og fredsprocessen i landet".

FN-angrebet sker blot få dage efter en offensiv mod et luksushotel i det vestafrikanske land.

Fredag blev der gennemført et blodigt angreb mod Radisson Blu-hotellet i Bamako, Malis hovedstad.

Her blev 170 personer holdt som gidsler i otte timer, før soldater fra Mali med hjælp fra amerikanske specialstyrker fik nedkæmpet gidseltagerne.

Det vestafrikanske land har erklæret landesorg i tre dage fra lørdag samt ti dages undtagelsestilstand som følge af tragedien.

21 mennesker blev dræbt. Heraf var 13 udenlandske statsborgere.

Et bredt flertal i Folketinget har tidligere på måneden besluttet at øge det danske bidrag til Minusma.

To af Venstre-regeringens støttepartier - Dansk Folkeparti og De Konservative - stemte imod beslutningsforslaget, som dog blev vedtaget med opbakning fra Liberal Alliance, Socialdemokraterne, Radikale, SF og Alternativet.

Danmark er allerede til stede med et mindre bidrag til FN-operationen i Mali, og med beslutningen suppleres det af et Hercules-transportfly og 30 specialtrænede soldater fra Jæger- og Frømandskorpset.

Af beslutningsforslaget fremgår det, at specialstyrken forventes at blive sendt af sted til Mali fra april 2016 og otte måneder frem.

/ritzau/