FN opfordrer Makedonien til at respektere flygtninge

Skrevet af admin

21/08/2015

Dagens topnyheder

FN's flygtningeagentur, UNHCR, udtrykker fredag bekymring over makedonsk politis magtanvendelse for at sprede flygtninge og migranter, der forsøger at komme over grænsen fra Grækenland til nabolandet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig opfordrer flygtningeagenturet Makedoniens regering til at sørge for ordnede forhold ved grænsen, så myndighederne er i stand til at opfylde flygtningenes behov for beskyttelse, ligesom der også skal etableres en tilstrækkelig modtagekapacitet.

FN's flygtningechef, Antonio Guterres, der har talt med den makedonske udenrigsminister, Nikola Poposkij, er blevet forsikret om, at grænsen ikke vil være lukket i fremtiden, hedder det i en erklæring fra agenturet i Genève.

Samtidig opfordrer UNHCR myndighederne i Grækenland til at yde akut hjælp til folk, der er strandet på den græske side af grænsen og at hjælpe dem med at komme til modtagelsescentre for flygtninge væk fra grænsen til nabolandet på Balkan.

Samtidig har Bulgarien fredag meddelt, at landet er parat til at udsende militær for at sikre den sydvestlige del af landet, hvor det grænser op til Grækenland og Makedonien.

Den bulgarske beslutning er en konsekvens af, at Makedonien torsdag havde erklæret undtagelsestilstand på grund af de mange tusinde migranter og flygtninge, der forsøgte at komme over grænsen og videre ind i EU.

/ritzau/Reuters