FN opfordrer til maksimal tilbageholdenhed i Egypten

Sikkerhedsrådet opfordrede desuden indtrængende alle parter til at udvise »maksimal tilbageholdenhed« efter et hastemøde bag lukkede døre i New York, der fandt sted på fælles opfordring fra Frankrig, Storbritannien og Australien, hvor sikkerhedsrådets 15 medlemmer diskuterede den tilspidsede situation i Egypten.

I forbindelse med de egyptiske myndigheders rydning af tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Morsi i to store protestlejre i Cairo meldes over 500 - og muligvis også over 600 - personer dræbt siden onsdag. Dødstallet er behæftet med usikkerhed, da der er forskellige meldinger fra regeringen og demonstranterne. Flere tusinde meldes desuden såret som følge af politiaktioner mod demonstranter.

FNs Sikkerhedsråd blev informeret om situationen i Egypten af FNs vicegeneralsekretær, Jan Eliasson.

Argentinas FN-ambassadør, der denne måned er præsident for FNs Sikkerhedsråd, Maria Cristina Perceval, sagde efter mødet, at rådets medlemslande »beklager tabet« af menneskeliv i Cairo og opfordrer til »national forsoning« og en afslutning på volden.

Samtidig reagerer Egyptens overgangsregering på det internationale samfunds fordømmelse af blodsudgydelserne. USAs præsident Barack Obama har besluttet at aflyse en fælles militærøvelse mellem USA og Egypten, der skulle have fundet sted i næste måned, med den begrundelse, at samarbejdet med USA ikke kan fortsætte som normalt i betragtning af de væbnede styrkers blodige aktioner mod demonstrerende Morsi-tilhængere. USAs Udenrigsministerium har desuden torsdag udtalt, at USA revurderer opbakning til Egypten »i alle former«.

Det har natten til fredag fået den egyptiske overgangsregering til at udsende en erklæring om, at Obamas bemærkninger ikke bygger på fakta, og at udtalelsen fra USAs præsident vil styrke og opildne voldelige grupper.

Ifølge udtalelsen, der har den midlertidige præsident, Adli Mansours, kontor som afsender, står Egypten over for »terrorhandlinger«, hvilket refererer til nylige angreb på kirker og regeringsbygninger, som de egyptiske myndigheder beskylder Morsi-tilhængere for at stå bag.

»Præsidentskabet værdsætter den amerikanske bekymring for udviklingen i Egypten, men ville have ønsket, at det kunne have afklaret spørgsmål,« lyder det i erklæringen, der blev offentliggjort af det statslige nyhedsbureau MENA natten til fredag.

Imens opfordrer Det Muslimske Broderskab egypterne til at samles i nye demonstrationer fredag, i hvad Broderskabet kalder »en millionmarch af vrede«.

»Anti-kup demonstrationer vil i morgen afgå fra alle moskeer i Cairo med retning mod Ramsis-pladsen,« skriver talsperson Gehad El Haddad fra Det Muslimske Broderskab på det sociale medie Twitter.

Dagens Gossip

Dagens TV