FN: Over 100.000 på flugt fra Burundi efter kupforsøg

Skrevet af admin

15/05/2015

Dagens topnyheder

Flere end 105.000 mennesker er flygtet fra Burundi til Tanzania, Rwanda og DRCongo efter kupforsøget i det afrikanske land, siger FN's Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR.

- Flere end 70.000 er flygtet til Tanzania, 26.000 til Rwanda og 9000 til Kivu-provinsen i DRCongo.

Myndighederne i Tanzania oplyser, at over 50.000 mennesker bor under åben himmel ved Tanganyika-søen.

Militære styrker i Burundi har anholdt nogle ledere af kuppet, mens andre er på flugt.

Der hersker stadig usikkerhed om situationen i hovedstaden, Bujumbura, da oppositionsstyrker fredag gik på gaden igen og forberedte sig på nye gadekampe. Politiet affyrede øjeblikkeligt flere skud.

General Godefroid Niyombare, som stod i spidsen for kupforsøget mod præsident Pierre Nkurunziza, oplyser til det franske nyhedsbureau AFP, at lederne af kupforsøget har erkendt deres nederlag. Generalen har sagt, at han vil overgive sig, men han er ifølge BBC på flugt.

Kupforsøget kom efter uger med uro i landet. Demonstranter har protesteret mod, at præsidenten har fået grønt lys til at stille op til en tredje periode. I forfatningen hedder det, at en præsident kun må sidde i to perioder.

En forfatningsdomstol har afgjort, at Pierre Nkurunziza kan stille op igen, fordi han ikke var folkevalgt i sin første periode.

Burundi var fra 1992 til 2005 plaget af borgerkrig mellem landets to store befolkningsgrupper, tutsier og hutuer, og det er mindet om krigen, der er med til at skabe frygt i landet.

Forfatningen er for befolkningen en garanti for den fremtidige sikkerhed i landet, og hvis præsidenten bliver siddende i en tredje periode, frygter man, at det kan føre til andre overtrædelser, som kan true den skrøbelige situation i landet, siger iagttagere.

/ritzau/Reuters