FN på vej til Syrien for at undersøge brugen af kemiske våben

FN oplyste for to uger siden, at Syriens præsident, Bashar al-Assads, regering havde indvilliget i at lade en gruppe inspektører med den svenske videnskabsmand Ake Sellström i spidsen rejse til tre steder, hvor der er blevet rapporteret brug af kemiske våben.

Ban Ki-moon oplyste i en erklæring onsdag, at den syriske regering nu »formelt har accepteret de nærmere bestemmelser, der er væsentlige for samarbejdet mod at sikre en korrekt, sikker og effektiv afvikling af missionen«.

»Holdets afrejse er nært forestående. Ifølge aftalen med den syriske regering vil holdet blive i landet og udføre dets arbejde i en periode på op til 14 dage. Rejsen kan dog forlænges, hvis parterne er enige om det,« fortæller Ban Ki-moon ifølge Reuters.

Et af de i alt tre steder, FN-inspektørerne skal undersøge, er Khan al-Assal i Aleppo, hvor den syriske regering påstår, at oprørere brugte kemiske våben i marts. De to andre steder er endnu ukendt.

Oprørere vandt i sidste måned Khan al-Assal fra Assads styrker, og oppositionen, Syriens Nationale Koalition, har sagt til Ban Ki-moon, at den vil samarbejde med FN og »hilser FN-efterforskerne velkomne i alle områder under vores (oprørernes, red.) kontrol«.

Ifølge FN har man modtaget 13 rapporter om mulig brug af kemiske våben - én fra Syriens regering og resten hovedsageligt fra USA, Storbritannien og Frankrig.

Den syriske regering og oppositionen har beskyldt hinanden for at bruge kemiske våben. Begge parter har benægtet det. Den forestående FN-undersøgelse skal udelukkende fastslå, om kemiske våben har været brugt, ikke hvem der har brugt dem.

USA konkluderede i juni, at Assads styrker brugte kemiske våben mod oprørerne. Sidste år sagde præsident Barack Obama, at ethvert forsøg på at implementere eller bruge kemiske våben i Syrien ville være at krydse en »rød linje«. Den amerikanske Kongres blev således i sidste måned enig om en plan for Det Hvide Hus om at levere våben til syriske oprørere.

Allerede i marts blev Sellström og hans hold udpeget af Ban Ki-moon til at undersøge påstande om brugen af kemiske våben, men diplomatisk tovtrækkeri og bekymring over sikkerheden har indtil nu forhindret eksperterne i at rejse ind i Syrien. FN har krævet uhindret adgang til Syrien.

Syrien er et af de i alt syv lande i verden, der ikke har tilsluttet sig FN-konventionen om forbud mod kemiske våben fra 1997.

BNB/Reuters

Dagens Gossip