FN-rapport om verdens flygtninge sprænger flere rekorder

Skrevet af admin

20/06/2016

Dagens topnyheder

Antallet af flygtninge og internt fordrevne steg sidste år til ny rekord, viser en rapport fra FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

På verdensplan var 65,3 millioner mennesker sidste år på flugt fra konflikt, forfølgelse eller nød. Det er 50 procent flere end for fem år siden. Forrige år var antallet 59,5 millioner.

Krige i Syrien, Afghanistan, Burundi og Sydsudan har medført en betydelig stigning i antallet, hedder det i FN-rapporten "Global Trends".

Ifølge rapporten, der udsendes på FN's årlige flygtningedag 20. juni, udgør børn halvdelen af det samlede antal flygtninge på 21,3 millioner.

- Der er brug for handling. Politik vilje til at stoppe konflikterne. Det vil være den bedste måde at forebygge flygtningestrømmene, siger FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi.

Den markante stigning i antallet af flygtninge og migranter til Europa kan også aflæses i rapporten.

Sidste år indgav to millioner mennesker en asylansøgning i verdens industrialiserede lande, hvilket også er rekord.

Heraf var næsten 100.000 uledsagede børn. Det er tre gange flere end i 2014. Det er også det højeste antal, der er registreret på et år.

Tyskland fører med knap en halv million mennesker an i statistikken over lande i Vesten med flest asylansøgere i 2015. USA er nummer to.

/ritzau/Reuters