FN sætter James Bond ind mod landminer

Skrevet af admin

14/04/2015

Mest læste i dag

Den britiske skuespiller Daniel Craig er blevet udnævnt til FN's første ambassadør i kampen for at eliminere landminer.

Udnævnelsen er foretaget af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.

Daniel Craig er bedst kendt for sin rolle som den britiske superagent James Bond alias 007.

I øjeblikket er Craig i gang med at indspille endnu en 007-film, der ventes at få premiere til efteråret.

- Som James Bond har du licens til at dræbe, sagde generalsekretæren, da han tirsdag udnævnte skuespilleren til posten.

- I dag giver jeg dig licens til at redde, tilføjede Ban Ki-moon.

Daniel Craig svarede, at han er beæret over at skulle arbejde som særlig udsending for at bekæmpe landminer.

- Det er forfærdeligt, hvor meget talent, der investeres i at dræbe, sagde han.

- Og det er endnu mere forfærdeligt, at uskyldige civile dræbes af disse opfindelser, tilføjede Daniel Craig.

Skuespilleren har nu ambassadørposten i tre år.

Han skal arbejde for at skabe opmærksomhed om truslen fra ueksploderede landminer og andet sprængstof, der er efterladt på slagmarker.

Han skal desuden forsøge at skaffe politisk opbakning og penge til FN's arbejde med at fjerne miner.

/ritzau/dpa