FN sender mad til en million mennesker i ebola-lande

Mange borgere i de vestafrikanske lande, der er ramt af et ebola-udbrud, har store problemer med at få mad på bordet.

Derfor oplyser FN nu, at organisationen planlægger at sende mad til en million mennesker, der er påvirket af det dødelige udbrud, der betegnes som det værste af sin slags nogensinde.

- På opfordring af WHO (Verdenssundhedsorganisationen) og de involverede regeringer, iværksætter vi assistance til en million mennesker i Guinea, Liberia og Sierra Leone, siger en talsmand for FN i Vestafrika, Fabienne Pompey, til nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen kommer, efter at myndigheder i de tre lande - i et forsøg på at dæmme op for epidemien - har afskåret de hårdest ramte provinser fra omverdenen. Det betyder, at mange mennesker nu er i fare for at dø af sult, lyder det fra flere af de isolerede områder.

- Restriktionerne for bevægelse i de værst ramte områder truer fødevaresikkerheden, siger Fabienne Pompey.

- Forretninger er påvirket, folk kan ikke få adgang til deres marker, og priserne stiger, så de fattigste har problemer med at brødføde sig selv, påpeger hun.

Udbruddet af den dødelige sygdom begyndte i skovområderne på grænsen mellem Guinea, Sierra Leone og Liberia i begyndelsen af året og har siden også spredt sig til det folkerige land Nigeria.

Fredag oplyser Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at i alt 1145 personer menes at have mistet livet til ebola-epidemien siden udbruddets start.

Læger uden Grænser vurderer, at der vil gå yderligere seks måneder, før sundhedspersonalet kan få kontrol med sygdommen i det vestlige Afrika.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip