FN sigter mod Syrien-forhandlinger i august

Skrevet af admin

26/07/2016

Mest læste i dag

FN's særlige udsending for Syrien, Staffan de Mistura, håber at fredsforhandlingerne mellem Syriens regering og opposition kan komme i gang igen i slutningen af august.

- Målet er at fortsætte med en tredje runde forhandlinger med de syriske parter hen mod slutningen af august, siger han.

Udtalelsen kom efter et møde med diplomater fra USA og Rusland. De to lande har støttet hver sin side i krigen, som har varet i mere end fem år.

FN-udsendingen understreger, at det haster med at komme i gang med forhandlinger, i og med at volden synes at være under optrapning. Det gælder især for Syriens næststørste by, Aleppo.

Samtidig siger den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, at der er sket fremskridt i retning af at redde den våbenhvile, der blev forhandlet på plads i februar, men siden er skudt i småstykker.

- Det vi forsøger at gøre, er at styrke indstilling af fjendtligheder og skabe en ramme, der betyder at vi rent faktisk kan sætte os til bordet og have en reel forhandling, sidder Kerry.

Indtil videre har forhandlingerne været kørt fast i striden om, hvilken rolle den syriske præsident, Bashar al-Assad, skal spille i Syrien fremover.

Regeringen i Damaskus har udelukket at forhandle om Assads mulige afgang, mens oppositionen fastholder, at den ikke vil acceptere en aftale, der betyder, at Assad bliver siddende ved magten.

/ritzau/AFP