FN skruer op for fødevarehjælp til Syrien

Der er stigende behov for hjælp til de mange flygtninge og internt fordrevne i landet, og FNs fødevareprogram, World Food Programme (WFP), har opgjort de samlede udgifter til fødevarehjælp frem til udgangen af 2013 til 25 milliarder kroner.

I dag giver WFP fødevarehjælp til mere end 2,5 millioner mennesker i Syrien og til 800.000 syrere, der har forladt Syrien. Men WFP har fredag offentliggjort et skøn, der sigter mod at nå i alt syv millioner syrere både i Syrien og i nabolandene inden årets udgang.

»Syriske familier, især børn, hvad enten de er i eller uden for Syrien, er hårdt mærket af størrelsesordenen af denne krise. Stolte mennesker har fået deres liv og deres levebrød ødelagt af denne konflikt,« siger eksekutivdirektør i WFP, Ertharin Cousin, i en pressemeddelelse.

»I dag appellerer vi til det internationale samfund om at fortsætte deres generøse støtte, som har gjort det muligt for os at redde millioner af liv i de seneste par måneder,« tilføjer han.

FNs Fødevareprogram sendte torsdag akut fødevarehjælp til udsatte familier i byen Qusair, hvor nogle af de voldsomste kampe i Syrien har fundet sted de seneste uger.

I nabolandene vil FN også udvide sin fødevareassistance for at kunne dække de akutte behov for 2,7 millioner flygtninge i Libanon, Jordan, Tyrkiet, Egypten og Irak.

Dagens Gossip