FN-soldat og to andre er dræbt under raketangreb i Mali

Skrevet af admin

08/03/2015

Dagens topnyheder

Mindst tre personer, herunder en soldat fra FN's fredsbevarende mission, er blevet dræbt under et raketangreb på en FN-bygning i byen Kidal i det nordlige Mali tidligt søndag, siger en sikkerhedskilde og et øjenvidne til nyhedsbureauet Reuters.

Der er foreløbig ingen oplysninger om den dræbte FN-soldats nationalitet. Ifølge en kilde fra FN har to civile mistet livet ved angrebet, skriver nyhedsbureauet AFP.

De foreløbige meldinger er dermed usikre, og det står endnu ikke klart, hvem der står bag angrebet.

Danmark bidrager til FN's fredsbevarende mission i Mali, Minusma. Ifølge Udenrigsministeriet er 13 danskere i øjeblikket udstationeret hos Minusma.

- Nogle raketter blev affyret søndag morgen mod Minusma-lejren, siger en lokal embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

I oktober blev en senegalesisk FN-soldat dræbt i et raketangreb på kasernen i Kidal, som FN bemander sammen med Frankrig.

Der har over weekenden været flere voldelige handlinger i det nordvestafrikanske land, der er præget af en væbnet konflikt i den nordlige del af landet mellem regeringsstyrker og en række islamistiske oprørsgrupper.

To personer blev lørdag lynchet af en gruppe rasende personer i byen Gao i det nordlige Mali, fordi de var mistænkt for at ville bombe en politiskole.

Sent fredag aften blev fem mennesker dræbt, da bevæbnede mænd angreb en natklub i Malis hovedstad. De dræbte er tre maliere og to udlændinge fra henholdsvis Belgien og Frankrig. Belgieren arbejdede for EU's kontor i byen.

FN's mission har et omfattende mandat til at beskytte civile, og er den FN-mission, der oplever de største menneskelige tab.

Missionen blev lanceret i 2013, da konflikten mellem regeringen i Bamako og militante islamister for alvor spidsede til.

Lørdag kom det frem, at FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har udpeget den danske generalmajor Michael Anker Lollesgaard til stillingen som styrkechef for FN's fredsbevarende mission i Mali.

/ritzau/