FN: Syrien har anvendt kemiske våben otte gange i april

FN hævder, at det syriske regime sandsynligvis har anvendt kemiske våben i civile områder over en periode på 10 dage i april, skriver nyhedsbureauet AFP.

Assad-regimet skulle angiveligt have brugt klorbomber mod civile områder ved otte forskellige lejligheder.

- Vi har rimelige grund til at tro, at der er blevet brugt kemiske våben, formentlig klor, i landsbyerne Kafr Zeita, al-Tamana og Tal Minnis i det nordlige Syrien, siger den uafhængige undersøgelseskommission om menneskerettighedssituationen i Syrien, der arbejder under FN-mandat, i en rapport onsdag.

- Vidner så helikoptere, der kastede tøndebomber, og efter nedslaget mærkedes en lugt, der er beslægtet med klor.

- Vidner mærkede efterfølgende hud- og øjenirritation og fik opkast og vejrtrækningsproblemer, hvilket er symptomer på at have været udsat for et kemisk angreb, hedder det i rapporten.

For blot otte dage siden meddelte Det Hvide Hus, at de kemiske våben fra Syrien var tilintetgjort. I den forbindelse takkede USA Danmark for indsatsen med at destruere våbnene.

Det danske bidrag bestod i, at det danske skib Ark Futura hjalp med at overføre kemiske våben fra Syrien til det amerikanske militærskib MV Cape Ray, hvor destrueringen foregik.

Aftalen om at tilintetgøre Syriens kemiske våben blev indgået efter et kemisk angreb i Damaskus' forstæder 23. august 2013, hvor op mod 1400 personer blev dræbt.

Undersøgelseskommissionen blev dannet for tre år siden af FN's Menneskerettighedsråd.

Kommissionen skal undersøge om, hvorvidt der er blevet begået krigsforbrydelser under den syriske borgerkrig, der har stået på siden marts 2011. Det anslås, at 200.000 mennesker er blevet dræbt under den blodige konflikt.

Rapporten viser desuden, at der regelmæssigt er henrettelser, amputationer og mishandlinger på offentlige pladser i områder, der kontrolleres af den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat (IS) Jihadisterne tvinger ifølge rapporten beboerne heriblandt børn til at se henrettelserne.

Undersøgelseskommissionen skal fremlægge sin rapport, der er på 45 sider, til FN's Menneskerettighedsråd i næste måned.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV