FN: Syriens regeringshær får folk til at forsvinde

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

Styret i Syrien begår en "forbrydelse mod menneskeheden", når den udfører en tilsyneladende systematisk procedure med at "skaffe folk af vejen".

- Bortførelser er led i en større terrorkampagne mod civilbefolkningen, skriver en uafhængig FN-undersøgelseskommission i en rapport offentliggjort torsdag.

- Det er rimeligt at antage, at disse bortførelser er begået af regeringshæren som del af udbredte og systematiske angreb mod civilbefolkningen, og dermed udgør en forbrydelse mod menneskeheden.

Syriske regeringssoldater og allierede militser tog ifølge FN-undersøgelsen disse metoder i anvendelse, da et oprør mod præsident Bashar al-Assad begyndte i marts 2011.

Bortførelserne har gjort, at mange familier ikke ved, om deres nære er fængslede eller døde.

Ifølge undersøgelsen var flertallet af de forsvundne i perioden 2011 til foråret 2012 mænd i alderen 16-40 år.

Siden da har de systematiske bortførelser taget fart med masseanholdelser og målrettede fængslinger af familiemedlemmer til kendte oprørere og folk, der bor i oprørsdominerede områder.

Patienter fra oprørsområder er også blevet taget til fange, når de har opsøgt hospitaler i regeringskontrollerede områder.

Undersøgelseskommissionen har ikke opgivet tal eller skøn over det samlede antal bortførelser, men FN har registreret mindst 100 konkrete tilfælde.

Det fremgår af rapporten, at der formentlig er sket "tusindvis af bortførelser".

FN-kommissionen advarer også om, at den al-Qaeda-knyttede gruppe Den Islamiske Stat i Irak og Levanten har "indledt en praksis med isolationsfængslinger, der kan senere kan ende med, at folk forsvinder."

/ritzau/AFP