FN truer Sydsudan med sanktioner efter blodsudgydelser

Skrevet af admin

24/04/2014

Dagens topnyheder

Medlemmerne af FN's sikkerhedsråd er forfærdede over den seneste tids blodsudgydelser i det uroplagede Sydsudan.

I en enstemmig erklæring har rådets medlemmer gjort det klart, at mulige sanktioner mod de ansvarlige for den drabelige vold er en mulighed.

De 15 medlemmer udtrykker "rædsel og vrede" over drabene på flere hundrede mennesker i oliebyen Bentiu og "udtrykte deres parathed til at overveje passende tiltag mod de ansvarlige".

I massakren i Bentiu dræbte oprørere i Sydsudan over 200 civile og sårede 400 personer ved en moské.

FN's sikkerhedsråd opfordrede til "et øjeblikkeligt stop for alle krænkelser og overtrædelser af menneskerettighederne" og krævede, at præsident Salva Kiirs regering beskytter den civile befolkning.

De voldsomme uroligheder i Sydsudan er en udløber af en magtkamp mellem præsident Salva Kiir og den tidligere vicepræsident Riek Machar, der støttes af oprørerne.

En våbenhvile, der blev underskrevet af parterne i konflikten i januar, er flere gange brudt sammen, og olieproduktionen er gået i stå i det meste af Sydsudan.

Det ludfattige Sydsudan fik sin uafhængighed i 2011, da det blev løsrevet fra Sudan. Urolighederne har givet panderynker hos mange af landets vestlige støtter.

Både USA og EU har tidligere truet med at straffe de parter i konflikten, som begår forbrydelser og undergraver en demokratisk udvikling.

/ritzau/AFP