FN-udsending: Assad er en del af løsningen i Syrien

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

Syriens præsident, Bashar al-Assad, bliver nødt til at være en del af en løsning på den blodige og årelange krig i Syrien.

Det siger FN's særlige udsending, svensk-italieneren Staffan de Mistura.

- Præsident Assad er en del af løsningen, siger Mistura på en pressekonference.

- Jeg vil fortsat have meget vigtige drøftelser med ham, siger udsendingen og tilføjer, at "den eneste løsning er en politisk løsning".

Det er første gang, at en FN-udsending til Syrien nævner præsident Assads navn som en del af løsningen på den knap fire år lange konflikt mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper i Syrien.

Hvis det ikke lykkes at finde en løsning på konflikten, vil det udelukkende være Islamisk Stat, der drager fordel af det, advarer Mistura.

Han betegner den ekstremistiske gruppe som et "monster, der ventede på denne konflikt for at kunne udnytte den".

Mistura besøgte i denne uge Damaskus og mødtes med præsident Assad.

Østrigs udenrigsminister, Sebastian Kurz, som også var til stede på pressekonferencen med Mistura, siger, at i kampen mod Islamisk Stat kan det blive nødvendigt at kæmpe på samme side, men understreger at "Assad aldrig vil blive en ven eller bare en partner".

Konflikten i Syrien begyndte med fredelige folkelige protester i marts 2011, men udviklede sig siden til en blodig krig. Over 210.000 mennesker er blevet dræbt i de seneste knap fire års konflikt.

/ritzau/AFP