FN-udsending: Der er brugt kemiske stoffer i Syrien

Efter angrebet har den syriske regeringshær og de syriske oprørere gensidigt beskyldt hinanden for at stå bag angrebet med kemiske våben, som ifølge oprørerne har dræbt op mod 1.300 mennesker.

Den særlige udsending, Lakhdar Brahimi, kommenterer ikke skyldsspørgsmålet, men fastslår blot, at flere hundrede mennesker har mistet livet.

»Det ser ud til, at der er blevet brugt en form for stof, som har dræbt en masse mennesker. Helt sikkert flere end hundrede, nogle siger 300, andre siger 600, måske 1.000, måske flere end 1.000 mennesker,« siger Lakhdar Brahimi ifølge AFP.

Han gør det samtidig klart, at ethvert indgreb i det borgerkrigshærgede Syrien bør ske med FN i ryggen.

»Jeg mener, at de internationale regler er klare på dette område. International lov siger, at Sikkerhedsrådet skal træffe beslutningen om militære handlinger,« siger Brahimi.

FNs våbeninspektører undersøger i øjeblikket, om der er blevet brugt kemiske våben i flere forstæder til den syriske hovedstad før daggry 21. august.

Hjælpeorganisationen Læger uden Grænser har oplyst, at tre hospitaler i Damaskus inden for få timer samme dag modtog 3.600 patienter, der viste symptomer på at være blevet forgiftet med nervegas.

Regeringerne i USA, Storbritannien og Danmark har efterfølgende gjort det klart, at landene er parate til at intervenere i Syrien uden et FN-mandat.

Dagens Gossip