FN: Verdens lande må tage imod yderligere 180.000 syrere

Skrevet af admin

08/12/2014

Dagens topnyheder

180.000 flygtninge fra Syrien skal finde sikker havn rundt om i verden. Det svarer ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, til fem procent af det forventede antal syrere på flugt i 2015.

Opfordringen kommer mandag i en fælles erklæring fra over 30 humanitære organisationer, og problematikken vil blive diskuteret på en UNHCR-konference i Genève tirsdag.

Hvis lande verden over tager imod de 180.000 syriske flygtninge, og hvis en økonomisk hjælpepakke til landene, der åbner døren, ville følge i syrernes kølvand, "vil det tilskynde landene til at holde grænserne åbne, og det vil sikre, at mennesker i Syrien kan flygte fra konflikten, hvilket ville give dem stabilitet," lyder det fra UNHCR.

- Syriens nabolande har allerede vist utrolig generøsitet de seneste tre og et halvt år, men belastningerne som følge af krisen vejer tungt på landenes infrastrukturer og offentlige ydelser, meddeler UNHCR.

I Tyrkiet og Libanon er over en million syrere blevet registreret som flygtninge, og UNHCR opfordrer lande, der endnu ikke har taget imod syrere på flugt, til at tage deres del af ansvaret. Det gælder især golfstaterne og latinamerikanske lande.

Oxfam er blandt de humanitære organisationer, der kræver mere åbne grænser.

- Dette er en af de værste flygtningekriser siden Anden Verdenskrig. Millioner af mennesker, især kvinder og børn, er drevet på flugt fra deres hjem. Vi regner med de regeringer, der mødes i morgen i Genève. Man er nødt til at vise den internationale solidaritet, som der er så desperat brug for, siger organisationens Syrien-ekspert Robert Lindner ifølge nyhedsbureauet dpa.

I løbet af krisen er millioner af mennesker flygtet fra Syrien. 3,2 millioner syrere er registreret i nabolandene, og UNHCR forventer, at tallet i 2015 vil stige til omkring 3,6 millioner mennesker.

/ritzau/AFP