FN vil have 250 danske soldater til farlig Mali-mission

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

FN har anmodet Danmark om at bidrage til missionen i Mali med et kompagni bestående af 20-30 pansrede lastvogne og omkring 250 soldater til det urolige vestafrikanske land Mali.

Det oplyser chefen for FN's mission i Mali, den danske generalmajor Michael Lollesgaard.

Ifølge Lollesgaard skal det danske kompagni være en del af en nyoprettet kampklar konvoj - en såkaldt Combat Convoy Battalion - på i alt 550 mand.

- Det er en mobil enhed, der skal bestå af dels pansrede lastvogne og logistiksoldater og dels vejsidebombeeksperter og kampenheder, der kan begå sig i de meget svært tilgængelige områder oppe nordpå, siger han til Ritzau.

Spørgsmål: Hvor mange af de danske soldater skal være forsyningstropper og hvor mange kamptropper?

- Jeg vil tro, at omtrent halvdelen vil være logistikfolk, og den anden halvdel vil være til at sikre konvojen – altså primært kampenheder, siger Lollesgaard.

Danske soldater på flere af landets kaserner har ifølge Ritzaus oplysninger gennem længere tid netop forberedt sig på udsendelsen til Mali, men før de kan pakke rygsækken helt færdig, kræver det grønt lys fra politikerne på Christiansborg.

Her har regeringen allerede lovet et "yderligere militært bidrag" til FN's fredsbevarende mission i Mali og vil ifølge sit lovkatalog fremsætte beslutningsforslag om indholdet af det militære bidrag i starten af november.

Og det ser Michael Lollesgaard frem til.

- Vi har helt klart behov for enheder, der kan operere i et trusselsbillede som det hernede, og det ved jeg fra Afghanistan, at danskerne er rigtig gode til, siger han.

Et af de største problemer for FN-missionen i Mali er, at de nedslidte civile lastvogne, FN bruger til at transportere forsyninger fra syd til nord, ofte kører på de islamistiske gruppers vejsidebomber, eller simpelthen bryder sammen på vejen.

- Så at få genforsynet de nordlige baser er i dag et kæmpe projekt for os, siger Lollesgaard.

Spørgsmål: Men det lyder ekstremt farligt?

- Det er det også. Vi er ugentligt og til tider dagligt udsat for ied-angreb (vejsidebomber red.) og bagholdsangreb fra terroristgrupper, siger Lollesgaard.

- Der er ingen tvivl om, at Mali er et af de farligste steder, man kan blive udsendt til. Vi har haft mere end 50 dødsfald i det halve år, jeg har været her, så det er bestemt en rigtig farlig mission, hvor vi hver dag er udsat for en trussel, siger han.

Også Monique Alexis, der er strategisk rådgiver for Institut for Menneskerettigheder i Mali, advarer om, at det er farligt for de danske soldater at operere i landets nordlige egne.

- Soldaterne skal passe meget på, for der er enormt mange våben i omløb i Mali, siger hun.

/ritzau/