FN vil undersøge tre anklager om brug af kemiske våben i Syrien

I sidste uge mødtes repræsentanter fra Syriens regering med FN-repræsentanter for nedrustning i Damaskus. Efter samtaler mellem de to FN-udsendinge og Syriens vicepremierminister og udenrigsminister er det angiveligt lykkedes de to parter at blive enige om at iværksætte en undersøgelse af brugen af kemiske våben i Syrien.

FNs generalsekretær Ban Ki-moon har tidligere krævet ubegrænset adgang til at undersøge alle påstande om brugen af kemiske våben, mens det syriske styre kun har villet tillade FN at undersøge én indberetning om, at oppositionens oprørere brugte kemiske våben i byen Khan al-Assal den 19. marts i år. Episoden i Khan al-Assal bliver et af de i alt tre steder, som er omfattet af FNs kommende undersøgelse, oplyser talspersonen fra FN til CNN.

Der har i mere end to år været blodig borgerkrig i Syrien, hvor oprørere har kæmpet mod præsident Bashar al-Assads styre. De stridende parter har beskyldt hinanden for brug af kemiske våben, hvilket både styret og oppositionen har nægtet.

Det Hvide Hus sagde i juni, at Assads styrker havde »krydset en rød linje« ved at bruge kemiske våben, herunder nervegassen sarin, til at nedkæmpe oprøret i landet.

BNB

Dagens Gossip

Dagens TV