FN's eks-klimachef får forbud mod at forlade Indien

Skrevet af admin

26/02/2015

Dagens topnyheder

En domstol i Indien har forbudt Rajendra Pachauri at forlade landet.

Den 74-årige Pachauri var indtil i tirsdags formand for FN's Klimapanel, men så trak han sig fra posten, efter at han blev beskyldt for at have udøvet sexchikane mod en 29-årig forsker i en tænketank i New Delhi.

Nu er de indiske myndigheder i gang med at undersøge sagen, mens Pachauri er blevet indlagt på et hospital i New Delhi. Han har angiveligt fået hjerteproblemer.

En domstol har ladet den tidligere klimachef forblive på fri fod til foreløbig den 27. marts, mens myndighederne undersøger, hvad der er op og ned i beskyldningerne.

Men domstolen har så tilknyttet en række betingelser til beslutningen, herunder at Pachauri ikke må forlade Indien.

- Dommer RK Tripathi har indført betingelser, herunder forbud mod at forlade landet, forbud mod at besøge sit kontor eller kontakte klageren, ligesom han skal samarbejde med politiet i forbindelse med efterforskningen, siger Jiten Mehra, der er advokat for den 29-årige kvinde.

Lokale medier i Indien skriver, at Pachauri har afvist påstandene, som han kalder falske og fabrikerede.

Rajendra Pachauri havde frem til sin afgang en central rolle i det internationale diplomati forud for klimatopmødet i Paris i december, hvor der er lagt op til, at verden skal vedtage en omfattende aftale, der kan bremse den globale opvarmning.

/ritzau/dpa