FN's fødevareprogram optrapper hjælpen i Gaza

De seneste dages kampe i Gazastriben har øget behovet for humanitær bistand i det palæstinensiske selvstyreområdet.

Det fortæller FN's World Food Programme (WFP), der står for uddeling af mad til konfliktramte.

I en statusmeddelelse mandag fortæller WFP, at behovet for hjælp er øget, og at man derfor har optrappet bistanden.

Således har man de seneste dage hjulpet yderligere 50.000 personer, der enten har søgt tilflugt på FN-skoler, befinder sig i offentlige beskyttelsesrum eller er indkvarteret hos værtsfamilier.

Dermed har man samlet set uddelt nødrationer til mere end 255.000 mennesker.

Den ustabile situation betyder, at nødhjælpsbehovet bliver endnu større, samtidig med at arbejdet bliver farligere.

- WFP og humanitære kolleger i felten fortsætter med driften, og det er afgørende, at vi har uhindret adgang til mennesker, der har brug for vores hjælp, og at de civile beskyttes, siger direktør Ertharin Cousin.

WFP's arbejde er blevet vanskeliggjort af, at en fabrik, der producerer dadelkiks, er brændt ned. Samtidig er organisationens største lager i Gaza beskadiget efter et angreb og har derfor været svært tilgængeligt.

World Food Programme anslår, at der er brug for 266,5 millioner kroner bare for at dække det akutte behov for bistand i Gaza.

/ritzau/

Dagens Gossip