FN's Sikkerhedsråd forbereder resolution mod Nordkorea

Skrevet af admin

06/01/2016

Dagens topnyheder

FN's Sikkerhedsråd siger onsdag aften i en enstemmig udtalelse, at Nordkoreas atomprøvesprængning er en klar overtrædelse af resolutioner fra Sikkerhedsrådet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Uruguays FN-ambassadør Elbio Rosselli vil Sikkerhedsrådet øjeblikkeligt begynde at forberede nye tiltag i en FN-resolution mod Nordkorea.

- Medlemmerne af Sikkerhedsrådet minder om, at det tidligere har udtrykt vilje til at vedtage yderligere, væsentlige foranstaltninger, hvis Nordkorea ville foretage endnu en prøvesprængning, siger han.

I tråd med denne tidligere forpligtigelse vil Sikkerhedsrådet nu gå i gang med forberedelserne, lyder det fra ambassadøren.

Sikkerhedsrådet er samlet, efter at Nordkorea tidligt onsdag morgen dansk tid hævdede at have prøvesprængt en brintbombe.

Eksperter har dog betvivlet, at der er tale om helt så kraftigt et våben.

Det Hvide Hus siger ifølge Reuters, at indledende analyser af den prøvesprængningen ikke stemmer overens med Nordkoreas udtalelse om, at der er tale om en brintbombe.

Nordkorea har tidligere afprøvet tre atombomber og været under sanktioner fra FN's Sikkerhedsråd siden landets første atomprøvesprængning i 2006.

Allerede inden mødet onsdag sagde FN's generalsekretær Ban Ki-moon, at prøvesprængningen overtræder adskillige resolutioner fra Sikkerhedsrådet, ligesom den trodser det internationale samfunds opfordring om at stoppe sådanne aktiviteter.

/ritzau/