FNs Sikkerhedsråd mødes i hast efter formodet kemisk angreb

Det er endnu ikke blevet bevist, at de syriske sikkerhedsstyrker, der står bag præsident Bashar al-Assad i det borgerkrigshærgede land, bruger kemiske våben, men den syriske opposition fortæller, at regeringstropperne brugte nervegas mod oprørerne onsdag. Op mod 1.300 har mistet livet, lyder det, mens det syriske militær afviser, at det skulle have fundet sted.

Forlydenderne om angrebet har dog fået både USA, Frankrig, Storbritannien og Tyrkiet til at kræve, at der indledes en undersøgelse af sagen.

»Denne information kræver selvsagt verifikation og bekræftelse,« siger den franske præsident, Francois Hollande, via sin talskvinde, som også gør det klart, at præsidenten vil bede repræsentanter fra FN besøge det pågældende område for at undersøge sagen nærmere.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters ser hverken Frankrig eller Storbritannien nogen grund til, at undersøgelsen ikke kan gå i gang med det samme.

Lederen af FNs kemiske våbeninspektører, svenske Ake Sellstrom, er i Syrien i øjeblikket, og FN forsikrer om, at han er i dialog med den syriske regering om det formodede angreb og følger situationen tæt.

Sellstrom siger til nyhedsbureauet TT, at sagen lyder mistænkelig, men våbeninspektørerne er endnu ikke blevet kaldt ud til stedet.

»Det lyder som noget, der skal undersøges nærmere. Det vil afhænge af, om et af FNs medlemslande går til generalsekretæren og siger, at vi skal undersøge det. Vi er parate,« forklarer han.

Allerede nu er der kommet opfordringer fra både vestlige lande og lande i regionen til, at de når ud til stedet, mens de er i Damaskus.

Ifølge Reuters viser videobilleder fra området, hvor det påståede angreb skal have fundet sted, også mennesker med fråde om munden, der bliver kvalt, mens der blandt de døde på billederne ikke er tegn på fysiske skader.

Den tyrkiske udenrigsminister, Ahmet Davutoglu, siger, at billederne tydeligt viser, at der er blevet brugt kemiske våben.

Dagens Gossip