FN's Sikkerhedsråd mødes og diskuterer nødhjælpskonvoj

Medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd træder fredag sammen til et hastemøde, efter at russiske lastbiler, ifølge Rusland med nødhjælp i lasten, fredag er trængt ind på ukrainsk territorium imod den ukrainske regerings vilje.

Litauen har indkaldt til mødet, som holdes klokken 21 dansk tid.

Ukraine har beskrevet russernes indtrængen som en egentlig invasion, og EU's udenrigschef kalder det en "klar krænkelse" af landets grænse.

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fordømmer Ruslands handling og stiller spørgsmål ved, om der virkelig er tale om nødhjælp, eller om det kan være forsyninger til væbnede separatister i øst.

De første lastbiler fra lastbilkolonnen er ifølge nyhedsbureauet AP fredag aften nået frem til byen Lugansk, hvor der er kampe mellem ukrainske styrker og prorussiske separatister.

Fredag aften skrev Litauens udenrigsminister, Linas Linkevicius, på Twitter, at landets konsul i Lugansk er blevet bortført og dræbt.

Chefen for den statslige sikkerhed i Ukraine, Valentyn Nalivajtjenko, siger, at de 90 russiske lastbiler, der er kørt ind i Ukraine, er at sidestille med en invasion.

- Vi anser det for at være en direkte russisk invasion af Ukraine, siger Nalivajtjenko.

En talsmand for militæret siger, at der ikke var givet tilladelse til de russiske lastbiler med nødhjælp til at passere grænsen.

- De kørte ind i Ukraine uden klartegn eller deltagelse fra Internationalt Røde Kors eller (ukrainske) grænsevagter, siger han.

Nalivajtjenko forklarer, at Ukraine ikke vil forsøge at bruge magt over for lastbilkolonnen, og at man ønsker at undgå "provokationer".

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV