FOA: Digital velfærd skal afprøves grundigt

Sådan lyder det fra FOA, der blandt andre repræsenterer landets sosuassistenter.

»Vi er positivt indstillet overfor velfærdsteknologi, så længe at vi også er med til at bestemme hvad for en velfærdsteknologi, der er tale om, og så lang tid det giver mening og giver borgeren livskvalitet,« siger Karen Stæhr, formand for social- og sundhedssektoren i FOA.

Mandag kommer regeringen, kommunerne og regionerne med en fælles plan for, hvordan Danmark bedst muligt udnytter nye teknologiske muligheder. Det omfatter blandt andet tiltag som spiserobotter og vasketoiletter.

Fungerer de digitale hjælpemidler optimalt, så vil det give bedre kvalitet til brugerne, forklarer Karen Stæhr.

»Det giver mening der, hvor vi kan se, at borgeren får livskvalitet. For eksempel toiletter, som selv tørrer og skyller, så borgeren ikke behøver at vente på, at der kommer en og tørrer,« siger Karen Stæhr, der også peger på, at spiserobotter til handicappede gør gavn, da de handicappede på den måde selv kan bestemme, hvornår de vil spise og ikke er afhængig af en hjælpers vagtskema.

Men teknologien skal være fuldt udviklet. Ellers går det galt, som man har set med robotstøvsugerne, der floppede i hjemmeplejen.

»Robotstøvsugere gør ikke ordentligt rent og kan bruges som overfladerengøring på rådhuse, men det giver ikke mening hos en borger, der har brug for praktisk hjælp,« siger Karen Stæhr.

Hun opfordrer til, at borgere og medarbejdere inddrages i udviklingen af teknologien i en slags »laboratorier« eller »legestuer«.

»På den måde får vi ikke indført en førstegenerationsteknologi, som går i stykker eller ikke gør, som vi gerne vil,« siger Karen Stæhr.

Dagens Gossip