FOA-formand er dybt rystet over arbejdsgiveres udspil

De sociale ydelser i Danmark er alt for høje, mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der gerne ser ydelser som kontanthjælp, førtidspension og sygedagpenge markant beskåret.

Det står at læse i et notat fra DA, der i alt opremser 28 områder, der ifølge foreningen kunne trænge til at blive reformeret, hvis det bedre skal kunne betale sig at tage et arbejde.

Men udspillet bliver mødt med foragt i fagbevægelsen. Formanden for FOA, Dennis Kristensen, er "dybt rystet".

- Det er i mine øjne helt ude i hampen. Jeg ved ikke, hvad det er for et velfærdssamfund, de forestiller sig, at de kan redde. De sætter da kursen direkte mod et samfund, hvor vi vender tilbage til tidligere tiders fattighjælp.

- Jeg er dybt rystet. En ting er, at arbejdsgiverne taler om, at det skal betale sig at arbejde og er bange for, at høje sociale ydelser vil presse de laveste lønninger i vejret. Noget andet er at komme med et udspil som dette. Det, synes jeg, er uanstændigt, siger Dennis Kristensen til Ritzau.

DA ønsker eksempelvis at sænke kontanthjælpen for forsørgere over 30 år med lidt over 1000 kroner om måneden, mens både sygedagpengene og førtidspensionen skal nedsættes med mere end 4000 kroner om måneden.

Resultatet vil være, at de tre ydelser alle sammen ligger på det samme niveau, nemlig lige over 13.500 kroner om måneden.

Dennis Kristensen mener, at beløbet knap er stort nok til at overleve på.

- Det, der stikker mest ud, er, at de betragter de grupper, som på grund af sygdom, ulykker eller længerevarende ukampdygtighed ikke kan arbejde som værende en ren belastning for samfundet, som vi skal holde nede på det absolutte eksistensminimum.

- Ved en ydelse på 13.000 kroner om måneden er vi nede i en størrelsesorden, hvor der virkelig er tale om et eksistensminimum, siger han.

DA har hentet inspiration i Sverige, hvor det på otte år er lykkedes at få flere end 200.000 personer væk fra overførselsindkomster.

Kan det samme gøres i Danmark, vil der ifølge DA kunne opnås offentlige besparelser for mere end 60 milliarder kroner og et arbejdsudbud, der vokser med 85.000 personer.

/ritzau/

Dagens Gossip