FOA-formand frygter KL-forsøg på billigere døgnarbejde

Fagforbundet FOA frygter, at kommunerne vil forsøge at slippe billigere for arbejde på skæve tidspunkter af døgnet og for ændringer af arbejdstiden med kort varsel, når der skal forhandles nye overenskomster på plads i starten af næste år.

Det siger FOA's formand, Dennis Kristensen, efter at KL har krævet mere fleksible arbejdstidsregler for pædagoger og social- og sundhedsassistenter, især på døgnområdet.

- Jeg er bange for, at KL's udgave af fleksibilitet betyder, at det skal være gratis, siger Dennis Kristensen. Mange af FOA's medlemmer er offentligt ansatte i døgnfunktioner.

Formanden for KL's Løn- og Personaleudvalg, Michael Ziegler (K), siger i Berlingske, at arbejdstidsreglerne forhindrer effektiviseringer i det offentlige. Derfor kræver KL mere fleksible regler ved de kommende overenskomstforhandlinger.

Det skal blandt andet gøre det lettere for arbejdsgiverne at lægge vagtplaner på især døgnområdet, lyder det.

- En ting er, at vi gerne vil diskutere, om vi har de rigtige bestemmelser, så det hænger sammen på de enkelte arbejdspladser. Men vi er ikke med på at sænke betalingerne for at stå til rådighed og arbejde, når resten af samfundet holder fri, siger FOA-formanden og uddyber:

- Altså hvad det koster at have medarbejdere, der arbejder aften, nat og weekend, og hvad det koster at lave arbejdstiden om med meget kort varsel. For eksempel når en arbejdsgiver laver en aftenvagt om til en dagvagt eller beder en medarbejder komme på arbejde på en fridag.

Dennis Kristensen frygter, at KL bruger overenskomstforhandlingerne som led i arbejdet med at hente 12 milliarder kroner i de offentlige budgetter i de kommende år, lyder det.

- Vi er bekymrede over, hvor man vil prøve at finde de penge, siger FOA-formanden.

/ritzau/

Dagens Gossip