FOA-formand: Løkke skal ikke bruge trusler

Skrevet af admin

08/02/2016

Dagens topnyheder

Det nytter ikke, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kræver, at fagforeningerne først løser flygtninges entré på arbejdsmarkedet, før han vil drøfte praktik, uddannelse og andre emner i trepartsforhandlingerne, som begynder torsdag.

Det siger FOAs formand, Dennis Kristensen.

- Løkke rasler lidt med sablen. Han prøver at lægge pres på fagforeningerne ved at sige, at hvis vi ikke får flygtninge i job, så er der ikke så meget andet at forhandle om, siger Dennis Kristensen.

- Det er en skidt måde at indlede en forhandling, ved at sige at I har at rette ind til højre. På den anden side har han i lang tid sat flygtninge på dagsordenen om, at de skal i arbejde fra første dag.

FOA's formand er enig med Løkke i, at velfærden trues, hvis Danmark i årevis modtager 21.000 asylansøgere og migranter som i 2015. Ikkevestlige indvandrere koster årligt 16 milliarder kroner, fordi for få arbejder, viser tal fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

- Så kommer vi til at bruge en stor del af råderummet til at finansiere flygtninges ophold. Så jo, Løkke har ret i, at vi står med et problem, der skal gøres noget ved, siger Dennis Kristensen.

FOA foreslår, at flygtninge ansættes til en lavere elevløn. Det skal både gælde offentlige og private job. Det hjælper analfabeter, som hverken kan skrive, regne eller læse vort alfabet, forklarer han.

- Man er nødt til enten at få antallet af flygtninge ned, eller at flere flygtninge skal være med til at finansiere det danske velfærdssamfund, påpeger Dennis Kristensen.

Syv af ti syriske flygtninge er enten analfabeter eller har ikke en uddannelse, der svarer til en dansk grunduddannelse, siger han.

- Flygtninge skal ikke skubbes forrest i køen, men rustes til at søge arbejde eller uddannelse efter elevtiden, siger Dennis Kristensen.

/ritzau/