FOA: Ingen job i sidste øjeblik

162 medlemmer af FOAs A-kasse har mistet retten til at få dagpenge siden 1. januar. Og det tal flugter nogenlunde med de prognoser, som FOA løbende har foretaget over antallet af medlemmer, der vil ryge ud af dagpengesystemet som følge af de nye regler. FOA efterlyser en blivende løsning på dagpengeproblematikken.

- Nu har vi i månedsvis hørt på, at politikere og økonomer har forsøgt at bilde os ind, at mennesker, der mister retten til deres dagpenge, finder et job lige inden de bliver smidt ud af dagpengesystemet. Men virkeligheden er altså en anden, siger FOAs formand, Dennis Kristensen og fortsætter:

- Det er på høje tid, at politikerne holder op med at tale om teori og modelberegninger og i stedet tilpasser deres politik til den rigtige verden. I den verden FOAs medlemmer lever i, er det desværre sådan, at der på trods af akutpakker og akutjobpakker er alt for få jobs at få. Også selvom man er på nippet til at miste sine dagpenge.”

Kun få får akutjob
Mindre end hvert femte akutjob bliver besat af en langtidsledig, der står til at miste retten til sine dagpenge. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 netop har offentliggjort. På FOAs fagområder flugter de opslåede akutjob slet ikke med behovet. For eksempel er der slået social- og sundhedsassistentstillinger op som akutjob, mens det især er social- og sundhedshjælpere, der står til at falde ud af dagpengesystemet.

- Jeg forstår ikke, hvordan politikerne kan holde ud at se sig selv i spejlet, når de ved, at mennesker, der vitterligt gerne vil arbejde, står helt uden forsørgelsesgrundlag. Der er lavet alt for mange lappeløsninger, der ikke virker godt nok. Det er en blivende løsning, der er brug for, siger Dennis Kristensen.

 

Dagens Gossip