FOA: Konkurrence i hjemmehjælpen går ud over kvaliteten

For tredje gang på et halvt år måtte et privat hjemmehjælpsfirma dreje nøglen om, da virksomheden Tryghedsplejen fredag gik konkurs.

Det kan få store konsekvenser for velfærden i kommunerne, mener FOA's formand, Dennis Kristensen.

Ifølge Dennis Kristensen er det politikerne, der sidder med en stor del af ansvaret.

- Folketinget må stramme op. Vi har en regering, der på den ene side presser på for mere konkurrence på området, mens kommunerne på den anden side, sidder med aben, når leverandøren pludselig lukker med en times varsel, siger Dennis Kristensen.

For at komme problemet til livs, mener Dennis Kristensen, at det vil kræve skærpet kontrol med virksomhederne, der varetager kommunens opgaver med børn og ældre.

- Jeg synes, at kommunerne skal overveje grundigt, om de vil udsætte velfærdsopgaver for konkurrence. Hvis de beslutter, at have konkurrence på områderne, må kravene skærpes. Der skal være skarp kontrol med økonomien i firmaerne, siger han.

FOA vil i oktober deltage i et møde med Dansk Industri og Kommunernes Landsforening om problemet.

Det er Dennis Kristensens klare håb, at der kommer fælles retningslinjer for alle landets kommuner ud af mødet, blandt andet i form af nødplaner, krav om en økonomisk sikkerhedskonto og forbud mod social dumping.

Når de private virksomheder drejer nøglen om i utide, betyder det nemlig, at den kommunale hjemmepleje må træde til. Men Dennis Kristensen mener, at det både er urimeligt overfor de ansatte og de borgere, der har brug for hjælp.

- Når firmaerne lukker, må mange ældre sidde og vente på hjemmehjælp, selvom kommunerne løser opgaverne, så hurtigt de kan, blandt andet ved at inddrage de ansattes fridage. Men det gør borgerne utrygge, siger Dennis Kristensen.

/ritzau/

Dagens Gossip