FOA om ældremilliard: Ministeriet har sminket tallene

Skrevet af admin

06/03/2014

Mest læste i dag

Det er kun en brøkdel af de penge, som, Socialministeriet påstår, vil gå til personlig pleje og praktisk hjælp til ældre, som faktisk vil ende med at give flere hjemmehjælpstimer.

Sådan lyder anklagen fra FOA, fagforeningen for de danske hjemmehjælpere, efter at ældremilliarden er blevet fordelt.

- Vi har fået lejlighed til at studere den opgørelse, som ministeriet har sendt ud, og det har simpelthen været inde og sminke tallene, siger formand Dennis Kristensen.

Socialministeriet har fordelt den milliard, som finansloven afsatte til ældreområdet. Over en tredjedel, 370 millioner kroner, skal gå til praktisk hjælp og personlig pleje.

Men ifølge FOA er det kun 142,5 millioner, 14 procent, der rent faktisk går direkte til formålet. Resten går til projekter som madordninger, efteruddannelse af personale og sundhedsfremme.

- Det er simpelthen uærligt, siger Dennis Kristensen.

- Det ser ud som om, at der kommer mange flere timer til varme hænder omkring den ældre, end der faktisk gør, siger han.

Sidste år var det netop spørgsmålet om, hvordan man sikrede, at milliarden rent faktisk gik til de ældre, der fik finanslovforhandlingerne mellem regeringen og Enhedslisten til at bryde sammen.

Det centrale stridspunkt var, om kommunerne skulle tvinges til at give de ældre bad to gange om ugen. Enhedslisten ville have skrevet kravet ind i serviceloven.

Det afviste regeringen, som i stedet indgik en finanslovaftale med Venstre og De Konservative.

- Forligspartierne har aftalt, at kommunerne selv skal bestemme, og så må de også stå til mål for resultatet. Det nytter ikke noget, at de prøver at smykke sig med, at pengene går til varme hænder omkring de ældre, mener Dennis Kristensen.

Også Ældresagen anklager ministeriet for at have sminket tallene.

/ritzau/