FOA: Politikerne sidder på deres hænder

I januar mistede 177 FOA-medlemmer retten til dagpenge på grund af de nye dagpengeregler. I februar er tallet højere. Her er 192 medlemmer røget ud.

I alt står 369 FOA-medlemmer derfor nu i en meget alvorlig situation.

- Det er mig fuldstændig ubegribeligt, at politikerne bliver ved med at sidde på deres hænder i stedet for at handle. De små-skvulp af lappeløsninger, de er kommet op med, virker jo ikke, siger FOAs formand Dennis Kristensen, og fortsætter:

- Situationen er langt mere alvorlig, end politikerne havde regnet med. Flere ryger ud af systemet, og økonomernes idé om at folk finder job, når blot de er pressede nok, holder heller ikke. Der er brug for handling lige nu. Og denne gang i form af en varig løsning og ikke blot lapperi, siger Dennis Kristensen.

Et af elementerne i en varig løsning bør ifølge FOA være muligheden for at optjene ret til dagpenge, mens man er ansat, i for eksempel, et løntilskudsjob.

- Det giver slet ikke mening, at mennesker, som står op hver morgen, og passer et job med løntilskud, ikke også kan optjene ret til dagpenge. De viser jo, at de både kan, og vil arbejde, siger Dennis Kristensen.

Han peger på, at regeringen også bør genoverveje optjeningsperioden. Før reformen kunne man genoptjene sin ret til dagpenge ved at have været i arbejde i et halvt år. Nu skal man samlet have et helt års fuldtidsarbejde for at genoptjene dagpengeretten.

- Regeringen bør gå tilbage til de gamle optjeningsregler. Det gør en verden til forskel, om man optjener dagpenge efter et halvt års vikariat, eller om man skal have et helt år. Det er de færreste vikariater, der varer et helt år, slutter Dennis Kristensen.

Dagens Gossip