Fodbold-dons sag udsat på grund af travlhed

Allan K. Pedersen og FC Nordsjælland kan ånde lettet op, for retssagen mod klubejeren er udsat og vil ikke blive påbegyndt i indeværende år.

Tidligst i starten af næste år vil der være mulighed for, at alle sagens parter kan mødes i retten, oplyser Jesper Olsen, kontorfuldmægtig i Østre Landsret.

- Det er urealistisk at sige, at den kommer på i år. Det gør den ikke. Vi skal over i det nye år, før den kommer på, siger Jesper Olsen.

- Jeg håber, jeg kan få berammet sagen i denne uge, så vi kan få sat en ny dato. Vi skal bruge tre retsdage, og der går nok et halvt års tid, før den kan komme på, vurderer han.

Allan K. Pedersen fik mandag udsat sagen, fordi hans advokat blev syg. FCN-ejeren er anklaget for at have købt klubben for billigt tilbage i 2008. Men sagen vil først finde sin afgørelse i 2013.

- Vi er simpelthen booket så meget op. Det er jo ikke den eneste sag, vi har. Vi har en del sager efterhånden, og der er berammet hårdt op.

- Det er ikke sådan lige at finde en dato, når tre store advokater skal mødes samtidig. Det er det sværeste, for det er fire kalendere, som skal gå op i en højere enhed i tre dage, forklarer Jesper Olsen.

Spørgsmål: Kan der så også gå op til et år, før sagen kan begynde?

- Nej, det håber jeg så sandelig ikke. Vores plan er da, at den kommer på så hurtigt som overhovedet muligt, lige så snart advokaterne kan mødes.

- Vi håber på, at den kan komme på i starten af det nye år, siger Jesper Olsen.

Det er konkursboet efter Allan K. Pedersens krakkede holdingselskab, AKP Holding, der har rejst sagen.

Kurator mener, at kreditorerne er blevet snydt for et større millionbeløb i forbindelse med, at Allan K. Pedersen få måneder før konkursen købte FC Nordsjælland Holding ud af selskabet.

Dagens Gossip