Fodbold: U21-landsholdet fastholder førsteplads

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Det danske U21-landshold i fodbold holder fast i førstepladsen i sin EM-kvalifikationsgruppe efter en 3-2 sejr ude over Bulgarien.

Mandag blev U21-landstræner Jess Thorup tildelt prisen som årets træner i Danmark, og fredag var han for første gang i aktion, siden han blev tildelt titlen.

Træneren havde blandt andet sat Chelseas Andreas Christensen og Bayern Münchens Pierre-Emile Højbjerg i startopstillingen på henholdsvis 17 og 18 år, hvor særligt sidstnævnte viste sit værd.

Allerede efter otte minutter kom Danmark foran 1-0 på et mål af Yussuf Poulsen, mens Pierre-Emile Højbjerg stod for måloplægget.

Inden pausen kom danskerne dog bagud 1-2. I løbet af pausen gik lyset på stadion, og kampen blev udskudt i lidt over 20 minutter. Det lille ekstra hvil kom tilsyneladende danskerne til gode.

Først udlignede tårnhøje Jannik Vestergaard på et hovedstød, og efter 87 minutter scorede Yussuf Poulsen sit andet mål til dansk føring. Begge mål blev nok engang assisteret af Pierre-Emile Højbjerg.

Efterfølgende var træner Jess Thorup også meget tilfreds med resultatet.

- Det er et fantastisk resultat for os. Det er anden gang i træk, vi vinder på udebane, og måden, vi vinder på, er endnu mere glædelig.

- Jeg synes, vi er et bedre hold. De har store individualister, blandt andet havde de hevet årets spiller fra sidste år fra deres A-landshold ned.

- Så de vidste godt, at det var sidste chance for dem. Det var en stor præstation af gutterne, siger Jess Thorup ifølge DBU's hjemmeside.

Med sejren beholder Danmark føringen i kvalifikationsgruppen, hvor de er et enkelt point foran Rusland, der tidligere på dagen slog Slovenien på et mål i overtiden.

Selv om danskerne skulle ende med at vinde gruppen, er holdet ikke sikret deltagelse ved den kommende EM-slutrunde.

De 10 gruppevindere samt de fire bedste toere skal spille playoff-kampe mod hinanden om at nå slutrunden. De syv samlede vindere af de opgør kvalificerer sig til U21-EM i Tjekkiet i 2015.

/ritzau/