Fodboldbølle fra Brøndby idømt fire måneders fængsel for stenkast mod politiet

Retten i Glostrup.

19-årig mand fra Brøndby Strand er ved Retten i Glostrup blevet idømt fire måneders fængsel for at have kastet med sten og fyldte plasticflasker mod politifolk under en fodboldkamp, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Angrebet fandt sted den 24. september 2011 ud for Sportscafé 1964 under fodboldkampen mellem Brøndby IF og FC København på Brøndby Stadion.

Manden kastede med flere sten og to fyldte plasticflasker mod politifolk, der var ved at anholde en person, men han ramte dog ikke.

Han får nu fire måneders fængsel, hvor de 30 dage er ubetinget, og der er er tale om en fællesstraf, som indeholder 40 dages fængsel fra en tidligere dom for hærværk og andet under netop fodboldkampe.

Han blev også idømt 80 timers samfundstjeneste, som skal afvikles inden for at år. Dommen indebærer en prøvetid på to år, hvor manden er under opsyn af Kriminalforsorgen.

Manden har desuden fået karantæne af Københavns Vestegns Politi. Det vil sige, han er forment adgang til fodboldkampe i superligaen, 1. og 2. division og herrelandsholdskampe og internationale kampe i UEFA-regi. Forbuddet gælder i to år.

Den 19-årige overvejer at anke.

Dagens Gossip