Fodboldbølle fra FCK dømt for ballade på Brøndby Stadion

En 20-årig mand og tilhænger af FC København er i dag ved Retten i Glostrup blevet dømt for ballade under en kamp mellem Brøndby og hans klub.

Dommen lyder på 30 dages ubetinget fængsel for at maskere sig og deltage i gruppeuroligheder ved en fodboldkamp i Brøndby i maj 2011, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Fodboldkampen fandt sted den 8. maj 2011 på Brøndby Stadion mellem Brøndby IF og FC København.

Manden, der er FCK-fan og kommer fra København Ø, var en del af en gruppe fodboldbøller, som lavede voldsom ballade i forbindelse med kampen på Park Allé i Brøndby og blandt andet kastede ting efter politifolk.

Han blev dømt for at overtræde maskeringsforbuddet og aggressiv opførsel som del af en gruppe.

- Retten lagde vægt på, at fodboldballade er uacceptabelt. Familier skal kunne gå til fodboldkampe uden at være nervøse, siger anklagerfuldmægtig Nina-Maria Hansen

Den 20-årige mand overvejer at anke dommen.

Dagens Gossip