Fodboldbus fra Djursland brød i brand i Tyskland

En bus med passagerer fra en dansk fodboldklub er sent lørdag aften brudt i brand nær byen Köln i det vestlige Tyskland.

Ingen er omkommet eller kommet alvorligt til skade i ulykken, men 22 personer er blevet indlagt med lettere røgforgiftning på lokale hospitaler i området, oplyser tysk politi til Ritzau.

- Bussen kom fra Danmark, og de var på vej til Lloret de Mar i Spanien, fortæller polititalsmand Stephan Kirchner fra politiet i Köln.

Fodboldspillere kommer fra klubben Kolind Pederstrup Idrætsforening, som ligger på Djursland. Spillerne var på vej til Costa Brava Cup i Spanien, oplyser Euro-Sportring, der arrangerer ture til internationale stævner.

Der var 73 passagerer om bord på bussen, heriblandt 50 børn og unge, da der udbrød ild i køretøjets motorrum på Autobahn 1 i nærheden af Nettersheim, der ligger i Nordrhein-Westfalen.

- Buschaufføren så en teknisk fejl, stoppede bussen i det højre nødspor, og på dette tidspunkt begyndte området omkring motoren at brænde, siger Stephan Kirchner.

- Alle kunne forlade bussen selv, men 22 var lettere kvæstede af røgforgiftning, og brandfolk bragte dem til hospitaler i nærheden, tilføjer han.

Brandvæsnet i byen Euskirchen, som stod for redningsarbejdet og slukningen, har endnu ikke fastslået årsagen til branden.

- Vi har endnu ingen oplysninger om, hvorfor der gik ild i bussen, siger brandvæsnets vagthavende til Ritzau, som tilføjer, at flammerne brød ud ved 22.30-tiden lørdag aften.

Ifølge det tyske nyhedsbureau dpa vurderes skaderne på den brandramte bus at koste 150.000 euro, hvilket svarer til lidt mere end 1,1 millioner danske kroner.

Dpa skriver, at den danske gruppe, som ikke er til observation for røgforgiftning, vil fortsætte deres færd mod Spanien i en ny bus søndag morgen.

Af de 73 passagerer om bord var der 50 børn i alderen 12 til 16 år, og 23 voksne i alderen 32 til 55 år, oplyser tysk politi.

 

Dagens Gossip