Fodbolddværg fyrer landstræneren før EM-kamp

Selvom man er en fodboldnovice og med i EM-kvalifikationen for første gang, så kan man godt have visse forventninger om ikke at blive kørt over i hver eneste kamp.

Sådan synes tankegangen at være hos fodboldforbundet i Gibraltar, som mandag fyrede landstræner Allen Bula.

Det sker efter nederlag i alle landets foreløbig fire kampe i EM-kvalifikationsgruppe D, der har resulteret i en målscore på 0-21.

- Gibraltars fodboldforbund kan bekræfte, at det har stoppet samarbejdet med landstræner Allen Bula med omgående virkning, skriver forbundet på sin hjemmeside.

Gibraltar indledte kvalifikationen frem mod EM i Frankrig næste år med at tabe 0-7 hjemme til Polen.

Siden er fulgt nederlag på 0-7 ude til Irland, 0-3 hjemme til Georgien og 0-4 ude til Tysklands verdensmestre.

- Arbejdet med at finde en ny landstræner vil begynde med det samme, skriver Gibraltars fodboldforbund.

Gibraltar spiller holdets næste kamp i EM-kvalifikationen den 29. marts ude mod Skotland.

/ritzau/

Dagens Gossip