Fodboldforbund fastholder Ronaldos karantæne

Skrevet af admin

07/02/2014

Dagens topnyheder

Det spanske fodboldforbund (RFEF) straffer dobbelt i forbindelse med Cristiano Ronaldos røde kort i weekendens kamp i den spanske liga.

Først kom det frem, at dommeren Miguel Angel Ayza Gámez har fået en måneds udelukkelse ovenpå episoden, hvor han sendte Cristiano Ronaldo i bad før tid.

Nu meddeler forbundet en smule overraskende, at Cristiano Ronaldos karantæne på tre spilledage ligger fast.

I sin begrundelse skriver RFEF, at beslutningen om, at vise Ronaldo ud var helt i overensstemmelse med reglerne.

Det kan undre, når forbundet valgte også at straffe dommeren. Ifølge radiostationen Cadena Cope skete det nemlig, fordi udvisningen af superstjernen var fejlagtig. Det har forbundets tekniske komité i hvert fald givet udtryk for.

Ronaldos udelukkelse gælder kun ligakampe.

Real Madrid kommer således til at mangle portugiseren i lørdagens hjemmekamp mod Villarreal og han kommer heller ikke med i kampene mod Getafe og Elche senere på måneden.

Til gengæld vil Real Madrid igen få glæde af Gareth Bale. Waliseren vender tilbage til holdet efter tre kampes skadespause efter et slag over sit ene ben.

- Han starter. Han har det fint og har ingen problemer, siger Real Madrid-træner Carlo Ancelotti til flere medier.

- Han er i fin form, fortsætter træneren, som overvejer at bruge lidt reservespillere til kampen mod ligaens nummer fem. Mest fordi nogle spillere er trætte efter onsdagens pokalsemifinale mod Atlético Madrid. En kamp, som Real Madrid vandt 3-0.

Ifølge Ancelotti kan det være, at Xabi Alonso, Angel Di Maria og Pepe får en pause i lørdagens kamp.

/ritzau/