Fodboldkvinder er stadig med i kampen om VM-billet

De danske fodboldkvinder var reelt dømt ude af kampen om en VM-billet, men lørdagens 8-0-sejr over Malta og resultaterne i VM-kvalifikationens andre grupper er indtil videre gået Danmarks vej.

Derfor har Danmark stadig en teoretisk mulighed for at komme med til VM, men det kræver som minimum en sejr over Israel onsdag aften i Vejle.

- Israel bliver ikke nogen nem modstander, og vi skal ikke forvente en så ensidig kamp som mod Malta. Israel vil gerne spille fodbold, og derfor vil jeg også kræve fuld koncentration fra spillerne fra start til slut.

- Tænk nu hvis resultaterne i de andre grupper faktisk flaskede sig, så ville det godt nok være ærgerligt, hvis vi ikke havde givet vores absolut bedste, siger den danske landstræner, Nils Nielsen, til DBU's hjemmeside.

Det er en placering blandt de fire bedste toere, der giver adgang til at spille playoff-kampe om en enkelt VM-billet.

Der er kun en enkelt plads tilbage at spille om - en kamp, der står mellem Danmark, Finland, Wales og Ukraine.

Hvis det danske VM-regnestykke skal gå op, skal følgende fire resultater gøre sig gældende:

1: Danmark slår Israel og ender med de nødvendige 21 point, der sikrer gruppens andenplads.

2: Finland taber til Frankrig, der allerede er kvalificeret. De to hold mødtes også i lørdags, hvor Finland tabte med 0-2.

3: Ukraine og Wales spiller uafgjort i Lviv. Dermed får Danmark flere point end både Wales og Ukraine, der begge kæmper om at komme med i playoff-kampene.

4: Rusland taber eller spiller uafgjort ude mod Kroatien. Rusland vandt 1-0 senest, de to nationer mødtes i april.

- Vi tror selvfølgelig på det stadigvæk, men indrømmet, vi skal også være heldige, hvis alle tre resultater fra de andre grupper skal gå hjem.

- Vi skal først og fremmest kigge på vores egen kamp mod Israel og få sluttet rigtig godt af med en sejr, lyder det fra landstræneren.

VM-kvalifikationskampen mellem Danmark og Israel spilles onsdag klokken 18.

/ritzau/

Dagens Gossip