Fodboldredaktører: Laudrup er uholdbar som træner

Skrevet af admin

05/02/2014

Dagens topnyheder

Det kan godt være, at Michael Laudrup har særlige egenskaber som fodboldtræner, men efter problemer og brudte kontrakter i en række klubber mener flere sportsredaktører, at Laudrup efterhånden er ved at ødelægge sit omdømme.

- Den seneste fyring i Swansea (...) er en trist bekræftelse på, at Michael Laudrup endnu ikke har vist sig langtidsholdbar som træner, skriver Jyllands-Postens sportsredaktør, Christian Thye-Petersen.

- Når hverdagens trakasserier og hverdagsagtighed melder sig, ja så ser det ud til, at Michael Laudrup melder sig ud - mister lysten og motivationen.

- Og af en eller anden grund ser det ud til at manifestere sig som konflikter med de til enhver tid siddende autoriteter, skriver Thye-Petersen.

BT's fodboldredaktør, Morten Crone Sejersbøl, går endnu længere i sin kritik af det danske fodboldikon.

- Michael Laudrup er en næsten lige så stor fiasko som træner, som han var en succes som spiller, og kun hans fortid i Juventus, Barcelona og Real Madrid kan forklare, at han bliver ved med at få tilbudt job i Europas største ligaer, skriver Sejersbøl.

- Jeg ved godt, at han i sidste sæson hentede den første titel nogensinde til Swansea, og at han har købt dygtige spillere til billige penge.

- Men man kan dårligt argumentere for andet, end at Michael Laudrup har vist sig uholdbar som cheftræner på noget, der bare minder om lang sigt, og at han indtil nu har taget små skridt til siden frem for de store skridt frem, mener fodboldredaktøren.

Hos Ekstra Bladet skriver sportschef Allan Olsen under overskriften "Cool nok, Laudrup!", at danskerens fyring frem for alt vidner om troskab mod sine nærmeste.

- Meget tyder på, at troskab overfor Morten Wieghorst og Erik Larsen kostede Michael Laudrup jobbet i Swansea - og det vidner om en stædig, stålsat, men også loyal Michael Laudrup. Altså overfor de mennesker, som han selv har hentet til klubben.

- Kort sagt: Det er Laudrups vej - eller ingen vej, skriver sportschefen, der understreger, at rækken af brudte kontrakter kan få konsekvenser for trænerens fremtid.

- Ligesom filminstruktører, så må Michael Laudrup altså også konstatere, at to'eren altid er den sværeste.

- Flere sæsoner - fraset Brøndby - har Michael Laudrup nemlig ikke formået at være som træner i en klub, og det skæmmer CV'et og vil få interesserede klubber til at tænke sig om et par gange, før de ansætter det danske fodboldikon, mener Ekstra Bladets sportschef.

/ritzau/